søndag den 20. februar 2011

Fødselsdagskage til svigerfar

Til Valentines Day forærede min kæreste mig penge til at bruge i den lokale kage-butik... Juhuuu! Jeg investerede i et Checkerboard kagesæt, en Roll & Cut Mat, en lille grundbog samt nogle flere småting.

Og da svigerfar den førstkommende søndag havde fødselsdag kom det til at gå ud over ham - han skulle da have en kage! :-)

Jeg havde på forhånd øvet mig med Royal Icing i at lave stjerner med min lille nye tylle - men jeg havde ikke øvet skrift. Jeg tænkte bare "hvor svært kan det være" og gav mig til at skrive. Til min store fortrydelse! Det er sg* da svært! Så teksten blev grim og vind og skæv... Men svigerfar blev nu glad alligevel... :-)






Opskriften på selve kagen tog jeg fra bagsiden af æsken, som kagesættet blev leveret i. Jeg kunne vælge mellem opskriften på engelsk eller fransk. Så jeg satte mig ned og googlede møjsommeligt alle de amerikanske mål, som jeg ikke kendte. Det kom der følgende opskrift ud af:

Skakbræt-kage

20 pers.

225 gr. smør eller margarine
600 gr. sukker
3 æg
2 tsk. vanilje-essens
440 gr. mel
1 spsk. bagepulver
1 tsk. salt
474 ml. mælk
113,4 gr. chokolade

Chocolate buttercream icing

1.       Opvarm ovnen til 180°C
2.       Bland smør/margarine, og sukker med håndmixer til det er let og luftigt.
3.       Tilsæt æg et af gangen.
4.       Tilsæt vanilje-essens og rør godt.
5.       Bland mel, bagepulver og salt.
6.       Tilsæt melblandingen til smør/sukker-blandingen skiftevis med mælken. Bland godt mellem hver tilsætning.
7.       Rør videre i ca. 1 minut.
8.       Del dejen i to og rør den smeltede chokolade i den ene halvdel. Rør godt.
9.       Hæld kagen op i formene og bag i 30-35 min. til kagen er gennembagt.
10.    Køl kagen ned i 10 min. inden den vendes ud af formen.
11.    Læg bunderne sammen med buttercream icing og pynt den.


Jeg havde for noget tid siden købt en bøtte færdiglavet chokolade-icing, så den brugte jeg til at lægge bundene sammen med samt dække kagen med. Herefter pyntede jeg med lyserød Royal Icing (kæresten mente godt nok at det var en tøset farve, men jeg ved at svigerfar kan bære den ;-)